Et nyt år - en ny start.

2. Januar 2013. Wow! God bagjul, og godt nyår alle sammen.

Jeg klarede julen fantastisk, der var kun en enkelt tudetur i år. Jeg er så stolt af mig selv.
For første gang siden voldtægten for 3 år siden, fejrede vi igen juleaften hjemme hos mine forældre, sammen med de samme mennesker som var med det år jeg blev voldtaget. Det var lidt mærkeligt, fordi vi har "flygtet" fra minderne fra den jul og pludselig kunne vi ikke flygte mere.

 

Her er et par billeder fra det år hvor jeg blev voldtaget, og her tre år efter.
Det er utroligt hvilken  forandring jeg har været igennem, utroligt. Når jeg tænker tilbage på de sidste tre år, så har jeg haft rigtig svært ved at finde mig selv og når jeg så ser billeder af mig selv fra de samme år, så kan man tydeligt se at jeg er forvirret over hvem jeg er. Nu håber jeg at, jeg endelig langt om længe har fundet mig selv. Men hvem ved.

Jeg har et par rigtig gode nyheder, for der er sket lidt her mens jeg ikke lige har fået skrevet;

• Den 17. januar 2013, skal jeg starte på grundforløbet til skilteteknikker i Roskilde.
• Den 28. december 2012 var jeg til køreprøve, og jeg bestod! Så jeg har næsten ikke lavet andet end at køre rundt i min lille bil!
• Den 1. april 2013 flytter Christan og jeg fra lejlighed til hus. Christian har nemlig købt hus.
  Og nøj, hvor vi glæder os!

Rigtig godt nytår til jer alle sammen.

Ps. mit nytårsfortsæt er forresten at, jeg skal se alle mine skønne veninder noget mere, de er sgu blevet lidt forsømt i år efter at jeg flyttede heeeelt herud på landet. Men nu kommer jeg til Roskilde hver dag, så kan vi kun håbe på at, jeg får taget mig lidt sammen.

En kæmpe sejr!!!

Igår var jeg på Køreteknisk anlæg i Næstved - noget jeg virkelig ikke har set frem til.
Efter en episode forrige vinter, har jeg været rædselslagen hver gang jeg har været ude at køre bil i sne vejr! Også bare når jeg har siddet ved siden af.
Hver gang bilen skrider en smule ud på vejen, bliver jeg helt spændt i hele kroppen og er meget tæt på at gå i panik, derfor var glatbanen ikke lige det fedeste ved at skulle tage kørekort. Men man må op på hesten!
Jeg havde igennem min kørelærer fået lov at tage min far med, og have ham ved siden af mig i bilen, HVIS jeg nu skulle få et panikanfald.
Det gav mig lidt ro inden i.

Men... Natten til igår, sov jeg næsten ikke. Det gjorde det ikke bedre at jeg havde feber, men jeg kunne simpelhent ikke holde tanken om alle de fremmede ting, fremmede mennesker og et fremmede sted ud inde i mit hoved.
Da jeg stod på igår morges var jeg helt ved siden af mig selv, og virkelig på renden til et sammenbrud konstant. Hvis jeg kunne, havde jeg aller mest lyst til at kravle ned under dynen igen og bare forsvinde ind i en anden verden hvor jeg ikke skulle på glatbane.

Jeg havde aftalt med min mor at, hun kom og hentede mig og kørte mig op på køreskolen hvor jeg skulle mødes med de andre. Jeg nåede at græde derhjemme, over alle de fremmede ting der skulle ske idag. Og da jeg forlod min mor på pakeringspladsen bag køreskolen, begyndte mit hjerte at galoperer derud af, min krop rystede alle steder og det føltes som om min mave vendte sig 100 gange.
En klump i halsen pressede på, og gjorde det vanskeligt for mig at trække vejret.
Nu skulle jeg så sætte mig ind i propfyldt bil med 4 mennesker jeg på ingen måde kender, ikke lige det fedeste når et panik-angst-anfald er på vej.

Da vi ankom på Køreteknisk holdte min far der som aftalt, og vi skulle så vente lidt før vi gik igang. Det var her min verden ramlede.
Jeg gik ud til min far, og ligeså snart jeg så ham i øjnene væltede det hele. Jeg kunne ikke længere spille "den seje" Sara mere.
Det var tæt på at jeg var kørt med min far igen, da kørelæren (det er ikke den kørelærer jeg normalt har) kom ud for at sige vi gik igang.
Jeg fik overtalt mig selv og min indre lille djævel til at tage sig sammen,  og gik med ind. En kæmpe sejr i sig selv!

Det gik pisse godt, og jeg klarede det. På et tidspunkt, ved en af øvelserne var jeg godt nok ved at gå i panik og begynde at græde igen. Men min fantastisk far fik heldigvis talt mig ned på jorden igen.

Jeg sidder nu med en kæmpe sejrsfølelse, og jeg er en smule stolt af mig selv!
Nu er jeg skridtet tættere på at stå med kørekortet i hånden - på næste fredag skal jeg til køreprøve, og hvis jeg består så bliver hele sjælland kørt rundt for at besøge alle dem jeg ikke har set i hundrede år fordi jeg har været "fanget" derhjemme. Glæd jer! ;0)

Ps. Imorgen skal jeg til møde på Roskilde Tekniske Skole om at starte på grundforløbet til januar! Jeg ved at det også bliver en kæmpe udfordring, med hensyn til min angst, jeg ved at jeg vil gå i panik og jeg ved at det vil være et helvede for mig, men jeg skal nok klare det!

På toppen igen....

JEG HAR SÅ DÅRLIG SAMVITTIGHED!!!

Det er godt nok lang tid siden jeg har haft tid til at skrive og få styr på min blog, det må I virkelig undskylde.
Men nu er det hele overstået, og jeg er helt på toppen igen - så nu kan jeg godt fortælle det; Jeg var sgu blevet gravid, og jeg er åbenbart en af de få fra min familie der lider af svær "morgen"kvalme når jeg bliver gravid, skønt, skønt, skønt.
Christian og jeg tog beslutningen om at, barnet/fosteret skulle fjernes, men det er ikke "bare lige" når man hedder Sara.
Så nu, endelig, efter 3 uger uden rigtig at kunne holde mad eller væske i mig, var jeg på sygehuset igår og få foretaget en kirugisk abort. Og hvordan har jeg det så med beslutningen?
Altså... Jeg savner jo at, vide at jeg er noget for nogen, og det kunne denne lille baby have vist mig at jeg var. Jeg føler at, jeg har mistet alle de mennesker jeg holdt af og som jeg følte at "jeg var noget for", så da jeg havde taget en graviditetest for lidt over 3 uger siden, stod jeg pludselig og strålede af glæde på toilettet!
Beslutningen var hård, men det er den absolut rigtige beslutning. Hvorfor skulle jeg, med mit kaostiske liv sætte et barn i verden som 100% ville blive påvirket af min situation? Nej, det kan jeg ikke.

Og i mellem tiden, har jeg virkelig fundet min drømmeuddannelse som jeg forhåbentlig starter på til januar! Wihiiii. Jeg skal være skilteteknikker!

Og inden ret længe, har jeg en anden glædelig nyhed - men det er stadig lidt hemmeligt! Så glæd jer! ;)
På tirsdag skal jeg på glatbane, og næste fredag d. 28. december skal jeg til køreprøve! Uha hvor er jeg spændt, og hvor håber jeg bare ikke at det lige bliver snestorm igen den dag! :)

Udover det så har jeg nu tabt 16 kg, siden mandag d. 3. september. Desværre mangler jeg stadig at smide en del kg. inden jeg er helt som jeg vil være - så nu har jeg lige købt 10 ekstra ugers abonemment på Madlog.dk! Det skal i virkelig prøve hvis i skal tabe jer, genialt, genialt, genialt!

Jul, jul, jul!!

Når kalenderen siger den 22. december 2012, er det præcis 3 år siden jeg blev udsat for mit livs værste mareridt. Nemlig voldtægten, der ændrede hele mit liv.

Her de sidste dage, har jeg gået og tænkt på hvordan mine julemåneder har været de sidste 3 år. Og forfærdeligt nok, så kan jeg INTET huske fra julen de sidste 3 år.
Jeg tror, jeg har lukket mig inde i mig selv fordi, julen altid mindede mig om at det var på denne tid at mit liv blev forandret. MEN! I år er jeg i super julestemning og jeg glæder mig HELT vildt til juleaften, og alle de hyggelige timer jeg skal bruge sammen med min fantastiske familie.
Jeg har også fået pyntet op til jul herhjemme i vores dejlige lille lejlighed, og at vågne op den 2. december til en snefyldt gårdsplads det gav lige julehumøret endnu et spark op af listen.

Min kæreste er dog ikke særlig glad for julen, eller jeg tror ikke han ikke kan lide den. Jeg tror bare, han synes der er for meget julepynt og julefis rundt omkring i landet så han gerne vil være i fred når han kommer hjem. Men han slipper altså ikke, men jeg har måtte holde lidt igen med juleoppyntningen. En juledekoration, måtte jeg dog lave på trods af at han var lidt imod den. *Smiler*
Udover det har jeg også fået en troldegren af min svigermor, som jeg har ønsket mig altid. Så den er også blev hængt op og fyldt med hjemmelavede julekugler og diverse julepynt.

Udover jul og julestemning, så var jeg jo til teoriprøve i Køge den 26/11, og jeg bestod med 1 fejl.
Nu mangler jeg kun køreprøven, og der er desværre meget lang ventetid. Så det bliver først den 28. december!

Nå men jeg har jo også skrevet at jeg skulle starte til psykiater efter at kommunen stoppede min mulighed for at gå igang med en uddannelse, før jeg havde fået styr på mig selv.
Jeg var i fredags ved lægen for at få en henvisning til en psykiater, men min læge mener at, jeg skal arbejde med min angst i stedet for min PTSD. Så nu må vi prøve det, selvom jeg synes jeg har arbejdet med den flere gange uden overhovedet at få noget ud af det.



Der sker meget, og alligevel intet.

Jeg ved det er et stykke tid siden jeg har skrevet sidst. Ikke fordi der ikke er sket noget, tvært imod.
Der er dog desværre ikke sket mere i min sag med mit afslag på kontanthjælp. Måske fordi jeg synes jeg har haft andet at, tænke på.

Til ære for Joe D. Humphrys.
Først vil jeg lige spole tiden tilbage, til den 1. november. Eller rettere sagt den 3. november.
Jeg havde været i Bella Centeret med Christian, vores kammerat og Christians Lillebror for at, se på biler.
På vej hjem ringer min far for at, fortælle mig at Joe (Gruppe-leder for KFUM spejderne i Tune) er død, han er kørt galt i Tune d. 1. november og er blevet slået ihjel i den forbindelse.
Det gav mig sgu en klump i halsen. Da jeg var lille var jeg spejder, mine forældre var spejderledere sammen med Joe, og jeg fik lov at komme med på spejderture osv. selvom jeg ikke var gammel nok til at gå til spejder.
Joe var, og er den sejeste mand jeg nogen sinde har mødt. Han har virkelig lært mig mange af de ting jeg ved den dag i dag. Han havde en kone som i 2007 døde af Scelrose, og sammen var de to mine største idoler. De har været mine reserver når mine forældre bare var for dumme at høre på, og jeg har altid set op til de to mennesker, mere end nogen andre.
Den 16. november fik jeg sagt ordentlig farvel til ham, i Tune Kirke. Det var hårdt, og både min mor og jeg var forbedret på at der ville være mange mennesker, men aldrig i mit liv havde jeg troet at der var SÅ mange mennesker. Men det viser bare hvor elsket han var, og hvor savnet han vil være.
Så til dig kæreste Joe, jeg håber du sidder i himlen sammen med Nancy og kigger ned på os alle sammen, og især læser dette her: Tak for mange gode stunder omkring lejrbålet, tak for mange gode juleweekender, sommerfester, hverdagsaftener til spejder, tak for din hjælp og støtte når det har været lidt for svært at gennemføre en julieheik på 25 km. som meget, meget lille, tak for alle de gode år.
God jagt uvl.

Så en lille update: Under kreativitet kan du finde nogle billeder af mine fantastiske lysestager og lamper. Lysetagerne kan købes med det samme, og lamperne kan laves på bestilling. :) Så skriv endelig hvis du er interreseret.

På fredag skal jeg til lægen, og snakke med hende om psykiater. Mandag næste uge kl. 9.30 sidder jeg dybt begravet i en computerskærm i Køge og er helt sikkert meget, meget nervøs. Jeg skal nemlig til teoriprøve! Whiii...
Så er det også snart tid til airbrush-kursus i Jyderup. Og nøj hvor er jeg nervøs! Jeg er virkelig usikker.. Jeg ved ikke hvad jeg skal lave, jeg ved ikke hvor jeg skal hen og jeg skal være sammen med en masse fremmede mennesker en HEL dag - dette er alle ting som altid udløser angstanfald hos mig. Så det bliver spændende.

Nu vil jeg begrave mig i lidt teori-læsning!! Ha' en go' dag..

Et spil - ryk tilbage til start.

Jeg troede faktisk at, jeg endelige langt om længe var flyttet til en kommune hvor der arbejdede mennesker der kunne ændre mit liv en gang for alle. Mennesker, jeg var begyndt at stole på efter kort tid. Det var godt nok den største fejl nogen sinde, for endnu en gang blev jeg svigtet og sendt direkte tilbage til start.

Jeg har gået i 2 uger nu, og ventet på at min kontanthjælp skulle gå ind på min konto. Men eftersom jeg jo kender sagsbehandlingstiderne i kommunerne og ved at sådanne mennesker der arbejder på kommuner ofte er lidt tunge bagi, så har jeg forsøgt at have tålmodighed.
I dag rækkede min tålmodighed ikke længere, og jeg måtte simpelhent vide hvad der skete i min sag. Derfor ringede jeg til den søde jobkonsulent jeg havde fået tildelt da jeg den 9. oktober søgte kontanthjælp (første gang). En jobkonsulent, som både min mor og jeg syntes var noget af det rareste vi nogen sinde havde mødt i det kommunale reci.
Den opfattelse blev meget hurtigt, i formiddags smadret.
Da jeg ringede for at, høre om min sag, ikke mindst med hensyn til kontanthjælpen men også omkring hvornår jeg ville få noget afvide om den rideskole jeg skulle i praktik på, som de lovede mig at de ville kontakte for mig, fordi at, jeg gentagne gange førhen har forsøgt forgæves at få fat i dem.

Det eneste jeg egentlig fik ud af telefonsamtalen med min jobkosulent, var at, mit pis kom i kog. Endnu en gang følte jeg mig svigtet og jeg følte at, min kamp for et bedre liv var nytteløs.
Det viste sig at, jeg har fået afslag på min kontanthjælp - grunden: jeg har ikke sendt dokumentationer ind til dem omkring boligudgifter og kontoudtog fra de sidste 3 måneder.
Desværre ligger landet sådan at, jeg aldrig har modtaget noget om at jeg skulle indsende disse ting, hvilke gør det meget svært for mig at indsende papirene.

Nu viser det sig så også at, jeg åbenbart selv skulle have ringet til rideskolen, på trods af at aftalen lød på noget helt andet mellem en anden jobkonsulent, min far, min UU-vejleder og jeg.
Jeg er nu smidt ud af systemet, fordi jeg har fået afslag på kontanthjælp. Jeg skal nu igennem samme (undskyld mig) pis, som jeg var igennem første gang jeg søgte kontanthjælp, med en tillid, til de mennesker der meget gerne skulle hjælpe mig, der på ingen måde eksisterer mere.

Jeg står nu med en husleje der ikke er blevet betalt endnu, på trods af at der er den 13. november og jeg har ikke en krone at leve for, før jeg får godkendt min kontanthjælp af kommunen.

Jeg føler at mit liv er et familie spil, som kommunen spiller for at få tiden til at gå og nu har personen på kommunen der gambler om  mit liv, trukket kortet om at rykker tilbage til start og jeg må bare følge trop.

"Ryk tilbage til start, og træk et nyt kort."

Min facade er knækket...

 

Som jeg skrev tidligere, har jeg gået rundt med en tykkeste, murstens facade om mig, de sidste par dage. Men til aften knækkede den, det var som om en kæmpe bombe blev smidt imod mig, og i løbet af et split sekund var muren smadret. Den forsvandt, og jeg stod dér tilbage, helt blottet og nøgen, for det var sådan jeg følte mig. Muren havde været mit forsvar, min tryghed i lang tid.

Bomben der blev kastet imod mig var det at, jeg fik ketchup på min finger da jeg skulle lave mad, bomben var også det at, min kæreste påstod at, det brød jeg skulle til at spise det var varmt - men det mente jeg ikke. Det var bomben, det var dråben der fik bæret til at flyde over.
Jeg kunne simpelhent ikke holde facaden oppe længere, jeg måtte græde. Jeg måtte komme af med den tunge byrde jeg bar rundt på. Nu kunne jeg ikke længere. Det skulle være slut med at være den glade, smilende Sara der bare tog livet med et smil, selvom at var en kamp.

Jeg ville hjem til mine forældre. Jeg kunne ikke overskue det mere. Og når jeg skriver "det", så ved jeg ikke hvad "det" er. Jeg syntes pludselig at, alt i lejligheden var grimt, ulækkert og slet ikke mig. Jeg syntes pludselig fra det ene øjeblik til det andet at, jeg ikke var god nok til min kæreste. Jeg syntes pludselig at, alt kunne være ligemeget her. De mennesker jeg har mødt, efter jeg flyttede herned, de blev pludselig ligegyldige for mig. De valg jeg har taget mens jeg har boet her, blev pludselig forkerte. Jeg følte pludselig at, ingen kunne lide mig. Ingen vil ha en som dig Sara, det var hvad jeg tænkte. Hvorfor skulle folk gide dig, når du ikke selv gider? Hvorfor skulle folk gide at være sammen med dig, når du ikke selv føler du har noget at gi' videre til dem.

Jeg har taget en stor beslutning i mit liv. Endnu et valg, jeg ikke føler mig sikker på, men samtidig heller ikke et valg som jeg føler mig usikker på. Men det er et valg der giver mig et sus i maven, et lille smil på mine læber og som tører bare lidt at tårerne væk.
Jeg vil ikke være pædagog.