Der sker meget, og alligevel intet.

Jeg ved det er et stykke tid siden jeg har skrevet sidst. Ikke fordi der ikke er sket noget, tvært imod.
Der er dog desværre ikke sket mere i min sag med mit afslag på kontanthjælp. Måske fordi jeg synes jeg har haft andet at, tænke på.

Til ære for Joe D. Humphrys.
Først vil jeg lige spole tiden tilbage, til den 1. november. Eller rettere sagt den 3. november.
Jeg havde været i Bella Centeret med Christian, vores kammerat og Christians Lillebror for at, se på biler.
På vej hjem ringer min far for at, fortælle mig at Joe (Gruppe-leder for KFUM spejderne i Tune) er død, han er kørt galt i Tune d. 1. november og er blevet slået ihjel i den forbindelse.
Det gav mig sgu en klump i halsen. Da jeg var lille var jeg spejder, mine forældre var spejderledere sammen med Joe, og jeg fik lov at komme med på spejderture osv. selvom jeg ikke var gammel nok til at gå til spejder.
Joe var, og er den sejeste mand jeg nogen sinde har mødt. Han har virkelig lært mig mange af de ting jeg ved den dag i dag. Han havde en kone som i 2007 døde af Scelrose, og sammen var de to mine største idoler. De har været mine reserver når mine forældre bare var for dumme at høre på, og jeg har altid set op til de to mennesker, mere end nogen andre.
Den 16. november fik jeg sagt ordentlig farvel til ham, i Tune Kirke. Det var hårdt, og både min mor og jeg var forbedret på at der ville være mange mennesker, men aldrig i mit liv havde jeg troet at der var SÅ mange mennesker. Men det viser bare hvor elsket han var, og hvor savnet han vil være.
Så til dig kæreste Joe, jeg håber du sidder i himlen sammen med Nancy og kigger ned på os alle sammen, og især læser dette her: Tak for mange gode stunder omkring lejrbålet, tak for mange gode juleweekender, sommerfester, hverdagsaftener til spejder, tak for din hjælp og støtte når det har været lidt for svært at gennemføre en julieheik på 25 km. som meget, meget lille, tak for alle de gode år.
God jagt uvl.

Så en lille update: Under kreativitet kan du finde nogle billeder af mine fantastiske lysestager og lamper. Lysetagerne kan købes med det samme, og lamperne kan laves på bestilling. :) Så skriv endelig hvis du er interreseret.

På fredag skal jeg til lægen, og snakke med hende om psykiater. Mandag næste uge kl. 9.30 sidder jeg dybt begravet i en computerskærm i Køge og er helt sikkert meget, meget nervøs. Jeg skal nemlig til teoriprøve! Whiii...
Så er det også snart tid til airbrush-kursus i Jyderup. Og nøj hvor er jeg nervøs! Jeg er virkelig usikker.. Jeg ved ikke hvad jeg skal lave, jeg ved ikke hvor jeg skal hen og jeg skal være sammen med en masse fremmede mennesker en HEL dag - dette er alle ting som altid udløser angstanfald hos mig. Så det bliver spændende.

Nu vil jeg begrave mig i lidt teori-læsning!! Ha' en go' dag..

Et spil - ryk tilbage til start.

Jeg troede faktisk at, jeg endelige langt om længe var flyttet til en kommune hvor der arbejdede mennesker der kunne ændre mit liv en gang for alle. Mennesker, jeg var begyndt at stole på efter kort tid. Det var godt nok den største fejl nogen sinde, for endnu en gang blev jeg svigtet og sendt direkte tilbage til start.

Jeg har gået i 2 uger nu, og ventet på at min kontanthjælp skulle gå ind på min konto. Men eftersom jeg jo kender sagsbehandlingstiderne i kommunerne og ved at sådanne mennesker der arbejder på kommuner ofte er lidt tunge bagi, så har jeg forsøgt at have tålmodighed.
I dag rækkede min tålmodighed ikke længere, og jeg måtte simpelhent vide hvad der skete i min sag. Derfor ringede jeg til den søde jobkonsulent jeg havde fået tildelt da jeg den 9. oktober søgte kontanthjælp (første gang). En jobkonsulent, som både min mor og jeg syntes var noget af det rareste vi nogen sinde havde mødt i det kommunale reci.
Den opfattelse blev meget hurtigt, i formiddags smadret.
Da jeg ringede for at, høre om min sag, ikke mindst med hensyn til kontanthjælpen men også omkring hvornår jeg ville få noget afvide om den rideskole jeg skulle i praktik på, som de lovede mig at de ville kontakte for mig, fordi at, jeg gentagne gange førhen har forsøgt forgæves at få fat i dem.

Det eneste jeg egentlig fik ud af telefonsamtalen med min jobkosulent, var at, mit pis kom i kog. Endnu en gang følte jeg mig svigtet og jeg følte at, min kamp for et bedre liv var nytteløs.
Det viste sig at, jeg har fået afslag på min kontanthjælp - grunden: jeg har ikke sendt dokumentationer ind til dem omkring boligudgifter og kontoudtog fra de sidste 3 måneder.
Desværre ligger landet sådan at, jeg aldrig har modtaget noget om at jeg skulle indsende disse ting, hvilke gør det meget svært for mig at indsende papirene.

Nu viser det sig så også at, jeg åbenbart selv skulle have ringet til rideskolen, på trods af at aftalen lød på noget helt andet mellem en anden jobkonsulent, min far, min UU-vejleder og jeg.
Jeg er nu smidt ud af systemet, fordi jeg har fået afslag på kontanthjælp. Jeg skal nu igennem samme (undskyld mig) pis, som jeg var igennem første gang jeg søgte kontanthjælp, med en tillid, til de mennesker der meget gerne skulle hjælpe mig, der på ingen måde eksisterer mere.

Jeg står nu med en husleje der ikke er blevet betalt endnu, på trods af at der er den 13. november og jeg har ikke en krone at leve for, før jeg får godkendt min kontanthjælp af kommunen.

Jeg føler at mit liv er et familie spil, som kommunen spiller for at få tiden til at gå og nu har personen på kommunen der gambler om  mit liv, trukket kortet om at rykker tilbage til start og jeg må bare følge trop.

"Ryk tilbage til start, og træk et nyt kort."

Min facade er knækket...

 

Som jeg skrev tidligere, har jeg gået rundt med en tykkeste, murstens facade om mig, de sidste par dage. Men til aften knækkede den, det var som om en kæmpe bombe blev smidt imod mig, og i løbet af et split sekund var muren smadret. Den forsvandt, og jeg stod dér tilbage, helt blottet og nøgen, for det var sådan jeg følte mig. Muren havde været mit forsvar, min tryghed i lang tid.

Bomben der blev kastet imod mig var det at, jeg fik ketchup på min finger da jeg skulle lave mad, bomben var også det at, min kæreste påstod at, det brød jeg skulle til at spise det var varmt - men det mente jeg ikke. Det var bomben, det var dråben der fik bæret til at flyde over.
Jeg kunne simpelhent ikke holde facaden oppe længere, jeg måtte græde. Jeg måtte komme af med den tunge byrde jeg bar rundt på. Nu kunne jeg ikke længere. Det skulle være slut med at være den glade, smilende Sara der bare tog livet med et smil, selvom at var en kamp.

Jeg ville hjem til mine forældre. Jeg kunne ikke overskue det mere. Og når jeg skriver "det", så ved jeg ikke hvad "det" er. Jeg syntes pludselig at, alt i lejligheden var grimt, ulækkert og slet ikke mig. Jeg syntes pludselig fra det ene øjeblik til det andet at, jeg ikke var god nok til min kæreste. Jeg syntes pludselig at, alt kunne være ligemeget her. De mennesker jeg har mødt, efter jeg flyttede herned, de blev pludselig ligegyldige for mig. De valg jeg har taget mens jeg har boet her, blev pludselig forkerte. Jeg følte pludselig at, ingen kunne lide mig. Ingen vil ha en som dig Sara, det var hvad jeg tænkte. Hvorfor skulle folk gide dig, når du ikke selv gider? Hvorfor skulle folk gide at være sammen med dig, når du ikke selv føler du har noget at gi' videre til dem.

Jeg har taget en stor beslutning i mit liv. Endnu et valg, jeg ikke føler mig sikker på, men samtidig heller ikke et valg som jeg føler mig usikker på. Men det er et valg der giver mig et sus i maven, et lille smil på mine læber og som tører bare lidt at tårerne væk.
Jeg vil ikke være pædagog.

På bunden..

Nu er det 3. gang jeg forsøger at skrive dette indlæg. Måske er 3. gang, lykkens gang? Måske ikke.

Lige for tiden har jeg rigtig svært ved at sætte ord på mine følelser, jeg har rigtig svært ved at forstå alting omkring mig, svært ved at tage beslutninger i mit liv.
Det hele er bare uoverskueligt. Jeg er virkelig nået bunden. Jeg har ikke været udenfor en dør i 3. dage.

Jeg har ikke set eller snakket med et andet mennesker i 3 dage, udover min kæreste selvfølgelig. Han er min bedste ven, min største kærlighed. Men jeg er så bange for at miste ham.

Han havde en gang en kæreste, hun var syg og på kontanthjælp. Han har fortalt en del om hende, et par gange har han sagt at, jeg minder om hende. Oftest når vi har været meget uvenner, og alting er gået over gevind. Jeg ved at, han måske siger det fordi han føler sig magtesløs.
Men jeg ønsker ikke at, være som hende. De gik jo fra hinanden, og frygten for at miste ham fordi jeg er syg, og fordi jeg  bare ligger herhjemme og "har ondt af mig selv", ligger i mig hver dag.
Jeg tør ikke at, sige til ham at jeg har det af helvedes til for hvad nu hvis han ikke kan magte at, kæmpe med mig mere. Hvad nu hvis han siger det er slut?

Jeg savner at, have et liv. Mine veninder, og venner er forsvundet. Uanset hvor meget jeg prøver at, spørger folk om vi skal finde ud af noget med mad eller lignende - så har alle undskyldninger for at det ikke kan lade sig gøre, og at vi kan finde en anden dag. Jeg har opgivet at tage ned og ride, for hver gang jeg spørger min veninde om vi skal ride, om hun gider undervise mig eller lignende, så har hun hele tiden en undskyldning. Nu gider jeg ikke mere, jeg gider ikke forsøge mere.

Jeg har ikke noget at, stå op til mere.
Der er så mange ting jeg drømmer om, men jeg føler ikke at, at jeg har nogen fremtid.
Jeg drømmer om en uddannelse, jeg drømmer om at, tjene mine egne penge. Men det hele virker så uvirkeligt, uopnåeligt.
Jeg har så mange tanker og ønsker i mit hovedet, men det er så svært at få dem ud.

Jeg kan intet overskue mere. De sidste 3 dage, har jeg ikke været ude for en dør. Jeg kunne sove hele dagen væk, og gør det næsten også. Jeg kommer ikke op af sengen før ved 12 tiden, og når jeg kommer "op", ligger jeg mig bare ind i sofaen. Jeg kan ingen gang overskue at, spise eller lavet noget mad.
Jeg føler mig fanget i min egen lejlighed. Jeg kan ikke komme nogen steder, og hvis jeg kunne så ved jeg heller ikke hvor jeg skal tage hen.
Den eneste mulighed for at, komme ud er når min kæreste kommer hjem. Men tit, vil han bare gerne slappe af, efter en lang dag på arbejdet, og så må jeg jo bare vente til han gider. Mit liv er afhængigt af min kæreste.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv mere.

PTSD-ramte i aftenshowet

Jeg sad i går aftes og så aftenshowet - de havde et interview med to unge mennesker der som, børn var blevet misbrugt, og derved havde udviklet PTSD.
De fortalte om deres kamp med ikke mindst deres svære, psykiske mén, men desværre fortalte de også om deres kamp mod det danske sundhedsvæsen, kommuner, praktiserende læger der ikke ville satte sig ind i PTSD og meget meget mere. De følte sig svigtet.
Desværre kan jeg bekræfte at, de ikke er de eneste der kæmper denne kamp.
Ikke nok med at man skal kæmpe med at få hverdagen til at hænge sammen, men også kampen mod diverse systemer i samfundet skal tages op, og tit har jeg også oplevet ligesom de to unge mennesker i interviewet, at det næsten er en endeløs kamp. Og selvom alting ser ud til at have en ende, og at nu går det sgu godt - nu er der nogen der hjælper mig, så sker der tit noget nyt i kampen der får det hele til at vende på hovedet, og man er tit nødt til at starte forfra i kampen.
Jeg forstår godt at, mange giver kampen op, og kaster håndklædet i ringen. Det har jeg gjort flere gange, men heldigvis har jeg haft en kæmpe støtte i min familie som har taget kampen op for mig når jeg har givet op. Men hvad så med alle dem der ikke har så godt et netværk som jeg har? Dem mister vi jo bare. De forsvinder ud i ingen ting.
Det er en ligegyldig kamp der kæmpes, en kamp der ikke burde være herr. Systemerne rundt omkring i DK burde være rustet til os unge med PTSD.

Aftenshowet havde i anledning af interviewet invitieret Sundhedsminster, Astrid Krarup ind for at drøfte sagen. Og nej, hvor blev jeg meget hurtigt træt i hovedet. Det var jo ikke andet end tomme ord der kom ud. Kæmpe ros til de to unge mennesker for at stå frem, hun lagde stor vægt på at det var så flot at de var stået frem, og at det er vigtigt at vi snakker om det. Der var ikke på nogen måde, noget der tydede på at hun ville skride til handling. Endnu et svigt, til os som er blevet svigtet af alle andre, så mange gange før. Øv, hvor kan jeg blive ærgelig over sådanne ting.

I kan se et længere interview med de to unge, og læse mere om sagen på:
http://www.dr.dk/DR1/Aftenshowet/Artikler/2012/11/05162135.htm

Den nye forening for PTSD-ramte, kan i se og læse mere om her: http://www.ptsdidanmark.dk/velkommen

Forvirring

I går var det J-dag, og puha det blev fejret med manér sammen med nogle fantastiske mennesker. Dagen i dag, har været lidt hård ovenpå igår, men hyggeligt var det.

Der er biludstilling i Bella Centeret i denne weekend, og det måtte vi altså ind forbi og se i dag, på trods af at hovedet var lidt tungt.
Det var den vildeste oplevelse, jeg har set mit første live drifting show - fasicenrende og utroligt. Jeg glæder mig dog over ikke at, være en af dem der boede i lejlighederne op og ned af banen i denne weekend. ;)
Der var mange flotte biler, og selvfølgelig masser af letpåklædte tøser til de søde drenge jeg havde med mig. Jeg tror det fik deres hoved til at være lidt mindre tungt. *Smiler*

Flere af bilerne var malet med airbrush, jeg kan slet ikke komme mig over hvor fantastisk jeg synes det er at, man kan sådanne ting. Da vi kørte hjem i bilen, sad jeg selv og tænkte på at det måske kunne være lidt spændende at prøve dette - blive autolakerer/vognmaler, og lære at lave det flotte kunst vi i dag så i Bella Centeret. Jeg valgte ikke at sige noget til nogen i bilen, ligesom da jeg engang meget gerne ville være tatovør.
Da vi kom hjem sagde min kæreste, Christian til mig at, jeg kunne blive autolakerer, nu hvor jeg var så kreativ. Han er overbevist om at, jeg ville kunne (undskyld) sparke røv, og virkelig få noget super flot ud af det.
Lige nu sidder jeg lidt og er helt oppe og køre over det, Christian kender en autolakere herude ved os, og måske jeg skulle høre kommunen om jeg må prøve kræfter med det og komme i praktik der? Måske er det bare slet ikke mig. Man ved det ikke før man har prøvet det.
Den 19. november og den 3. december holder Teknisk skole i Holbæk et kursus i teknikken airbrush. Måske man skulle prøve det? Kursuset varer 4 dage, og hvad har jeg at miste?

Mit hoved kører rimelig meget rundt. Jeg har en veninde vis kammerat har lavet sit eget autolakerings-værksted, hvor han tager unge kriminelle og unge fyre og piger ind, som er på vej ud i noget snavs.
Det kunne jeg jo også, på den måde får jeg stadig lov til at redde min del af de unge jeg synes bliver svigtet.

Hvor fedt kunne det ikke være at have sit kunst kørende rundt på de danske veje rundt omkring?
Jeg sidder helt med et smil på læben over tanken. Det er godt nok længe siden det er sket.
Puha, jeg hader forvirring.
Måske kan jeg slet ikke klare det, det jo en meget mande-præget verden ligesom flymekaniker.
Men jeg synes ikke jeg har noget at miste. Skal jeg bare kaste mig ud i det?

Denne idé må jeg nok sove lidt på. Hvad synes i?
Skal, skal ikke?

 

 

Ventetid...

Jeg er virkelig ikke god til det der ventetid i det offentlige.
Fordi jeg endelig er blevet 18 år, er jeg kommet på kontanthjælp. I min kommune, når man er mellem 18 og 25 år, så skal man i noget de kalder for ungeafklaring. Hvor man får hjælp til diverse ting, jobansøgninger, osv. Det hedder sig at man skal møde op et bestemt sted, hvor alle de unge i kommunen er samlet.
MEN... Da jeg skulle møde op, første dag, gik det hele galt. Jeg kom aldrig afsted.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og hele min verden drejede rundt. Jeg havde en kæmpe klump i både hals og mave.
Jeg besluttede mig for at blive hjemme. Jeg har siden voldtægten, haft rigtig svært ved at overkomme små ting, små uventede og uforudsigelige ting. Overraskelser.
Min mor snakkede med dem på det der ungeafklaring, og jeg fik lov at blive hjemme den dag. Dagen efter, om tirsdagen - prøvede jeg igen. Denne gang, var min mor med for at støtte mig og sørge for at jeg kom afsted.
Jeg skulle op på noget der hed AOF, igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle men jeg kom derop.
Og så gik klappen ned, jeg græd og jeg rystede og var helt ved siden af mig selv.
Min mor fik fat i en af dem fra AOF, der vidste hvad jeg skulle lave. Hun kom ud til mig, og fortalte mig hvad det hele gik ud på. Det var en test i Dansk, intet problem jo. Nu var problemet bare at, jeg skulle sidde sammen med en masse andre unge, jeg ikke kendte.
Den søde dame fra AOF, sagde at vi bare fandt et andet sted hvor jeg kunne sidde i fred og ro. Jeg fik gennemført hele prøven.

Bagefter tog vi hjem, og jeg var stadig meget ved siden af mig selv. Hvad skulle der ske nu?
Jeg fik lov til at blive hjemme indtil onsdagen efter, hvor jeg skulle til møde med min jobkonsulent, sammen med min mor.

Til mødet blev vi enige om at min jobkonsulent ville finde ud af, hvad jeg kunne få af hjælp og støtte. Dagen efter skulle jeg så til møde med min uddannelsevejleder, som jeg kender meget godt, fordi jeg efterhånden har været til møder med hende en del gange, fordi jeg er stoppet skoleforløb mange gange.
Mødet med min jobkonsulent og min uddannelsesvejleder, gik rigtig godt.
Vi blev enige om at, jeg ville blive "fredet" i 90 dage, og i de 90 dage skulle jeg koncentrere mig om at få fat i min læge og få en kontakt til en psykiater. Udover det, fik jeg også lov til at komme i praktik på en rideskole eller en stald. Jeg har derfor fået lov til at arbejde 4-5 timer om dagen, 2-3 dage om ugen.

Hele ugen har jeg så forgæves forsøgt at få fat i min læge. Idag kom min mor så endelig langt om længe i gennem til min læge. Selvfølgelig, havde min læge først tid til at snakke med mig, om en måned! En hel måned..
Godt at jeg ikke er ved at falde død om, eller er ved at tage livet af mig selv fordi jeg har det så skidt med mig selv!
Så nu går 30 af de 90 dage, på at vente. Det er bare fedt!
Det var ikke lige den fedeste start på dagen, men nu vil jeg gå mig en lang tur med Tinke og få tankerne et andet sted hen.

Nu vil jeg faktisk også godt snart have overstået min teoriprøve, og køreprøve. Borgerservice må godt få fingeren ud, og godkende det førstehjælpsbevis. Min lille fine, nye bil står jo bare derude og kigger på mig og råber til mig at den vil ud og køre.
Jeg glæder mig godt nok til at få det flotte kørekort!
Mon jeg ikke også burde bruge et par timer på at øve noget teori idag. :)

Vi skrives ved alle sammen.

xoxo Sara.