På bunden..

Nu er det 3. gang jeg forsøger at skrive dette indlæg. Måske er 3. gang, lykkens gang? Måske ikke.

Lige for tiden har jeg rigtig svært ved at sætte ord på mine følelser, jeg har rigtig svært ved at forstå alting omkring mig, svært ved at tage beslutninger i mit liv.
Det hele er bare uoverskueligt. Jeg er virkelig nået bunden. Jeg har ikke været udenfor en dør i 3. dage.

Jeg har ikke set eller snakket med et andet mennesker i 3 dage, udover min kæreste selvfølgelig. Han er min bedste ven, min største kærlighed. Men jeg er så bange for at miste ham.

Han havde en gang en kæreste, hun var syg og på kontanthjælp. Han har fortalt en del om hende, et par gange har han sagt at, jeg minder om hende. Oftest når vi har været meget uvenner, og alting er gået over gevind. Jeg ved at, han måske siger det fordi han føler sig magtesløs.
Men jeg ønsker ikke at, være som hende. De gik jo fra hinanden, og frygten for at miste ham fordi jeg er syg, og fordi jeg  bare ligger herhjemme og "har ondt af mig selv", ligger i mig hver dag.
Jeg tør ikke at, sige til ham at jeg har det af helvedes til for hvad nu hvis han ikke kan magte at, kæmpe med mig mere. Hvad nu hvis han siger det er slut?

Jeg savner at, have et liv. Mine veninder, og venner er forsvundet. Uanset hvor meget jeg prøver at, spørger folk om vi skal finde ud af noget med mad eller lignende - så har alle undskyldninger for at det ikke kan lade sig gøre, og at vi kan finde en anden dag. Jeg har opgivet at tage ned og ride, for hver gang jeg spørger min veninde om vi skal ride, om hun gider undervise mig eller lignende, så har hun hele tiden en undskyldning. Nu gider jeg ikke mere, jeg gider ikke forsøge mere.

Jeg har ikke noget at, stå op til mere.
Der er så mange ting jeg drømmer om, men jeg føler ikke at, at jeg har nogen fremtid.
Jeg drømmer om en uddannelse, jeg drømmer om at, tjene mine egne penge. Men det hele virker så uvirkeligt, uopnåeligt.
Jeg har så mange tanker og ønsker i mit hovedet, men det er så svært at få dem ud.

Jeg kan intet overskue mere. De sidste 3 dage, har jeg ikke været ude for en dør. Jeg kunne sove hele dagen væk, og gør det næsten også. Jeg kommer ikke op af sengen før ved 12 tiden, og når jeg kommer "op", ligger jeg mig bare ind i sofaen. Jeg kan ingen gang overskue at, spise eller lavet noget mad.
Jeg føler mig fanget i min egen lejlighed. Jeg kan ikke komme nogen steder, og hvis jeg kunne så ved jeg heller ikke hvor jeg skal tage hen.
Den eneste mulighed for at, komme ud er når min kæreste kommer hjem. Men tit, vil han bare gerne slappe af, efter en lang dag på arbejdet, og så må jeg jo bare vente til han gider. Mit liv er afhængigt af min kæreste.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv mere.