Efter en episode forrige vinter, har jeg været rædselslagen hver gang jeg har været ude at køre bil i sne vejr! Også bare når jeg har siddet ved siden af.
Hver gang bilen skrider en smule ud på vejen, bliver jeg helt spændt i hele kroppen og er meget tæt på at gå i panik, derfor var glatbanen ikke lige det fedeste ved at skulle tage kørekort. Men man må op på hesten!
Jeg havde igennem min kørelærer fået lov at tage min far med, og have ham ved siden af mig i bilen, HVIS jeg nu skulle få et panikanfald.
Det gav mig lidt ro inden i.
Men... Natten til igår, sov jeg næsten ikke. Det gjorde det ikke bedre at jeg havde feber, men jeg kunne simpelhent ikke holde tanken om alle de fremmede ting, fremmede mennesker og et fremmede sted ud inde i mit hoved.
Da jeg stod på igår morges var jeg helt ved siden af mig selv, og virkelig på renden til et sammenbrud konstant. Hvis jeg kunne, havde jeg aller mest lyst til at kravle ned under dynen igen og bare forsvinde ind i en anden verden hvor jeg ikke skulle på glatbane.
Jeg havde aftalt med min mor at, hun kom og hentede mig og kørte mig op på køreskolen hvor jeg skulle mødes med de andre. Jeg nåede at græde derhjemme, over alle de fremmede ting der skulle ske idag. Og da jeg forlod min mor på pakeringspladsen bag køreskolen, begyndte mit hjerte at galoperer derud af, min krop rystede alle steder og det føltes som om min mave vendte sig 100 gange.
En klump i halsen pressede på, og gjorde det vanskeligt for mig at trække vejret.
Nu skulle jeg så sætte mig ind i propfyldt bil med 4 mennesker jeg på ingen måde kender, ikke lige det fedeste når et panik-angst-anfald er på vej.
Da vi ankom på Køreteknisk holdte min far der som aftalt, og vi skulle så vente lidt før vi gik igang. Det var her min verden ramlede.
Jeg gik ud til min far, og ligeså snart jeg så ham i øjnene væltede det hele. Jeg kunne ikke længere spille "den seje" Sara mere.
Det var tæt på at jeg var kørt med min far igen, da kørelæren (det er ikke den kørelærer jeg normalt har) kom ud for at sige vi gik igang.
Jeg fik overtalt mig selv og min indre lille djævel til at tage sig sammen, og gik med ind. En kæmpe sejr i sig selv!
Det gik pisse godt, og jeg klarede det. På et tidspunkt, ved en af øvelserne var jeg godt nok ved at gå i panik og begynde at græde igen. Men min fantastisk far fik heldigvis talt mig ned på jorden igen.
Jeg sidder nu med en kæmpe sejrsfølelse, og jeg er en smule stolt af mig selv!
Nu er jeg skridtet tættere på at stå med kørekortet i hånden - på næste fredag skal jeg til køreprøve, og hvis jeg består så bliver hele sjælland kørt rundt for at besøge alle dem jeg ikke har set i hundrede år fordi jeg har været "fanget" derhjemme. Glæd jer! ;0)
Ps. Imorgen skal jeg til møde på Roskilde Tekniske Skole om at starte på grundforløbet til januar! Jeg ved at det også bliver en kæmpe udfordring, med hensyn til min angst, jeg ved at jeg vil gå i panik og jeg ved at det vil være et helvede for mig, men jeg skal nok klare det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar