Som jeg skrev tidligere, har jeg gået rundt med en tykkeste, murstens facade om mig, de sidste par dage. Men til aften knækkede den, det var som om en kæmpe bombe blev smidt imod mig, og i løbet af et split sekund var muren smadret. Den forsvandt, og jeg stod dér tilbage, helt blottet og nøgen, for det var sådan jeg følte mig. Muren havde været mit forsvar, min tryghed i lang tid.
Bomben der blev kastet imod mig var det at, jeg fik ketchup på min finger da jeg skulle lave mad, bomben var også det at, min kæreste påstod at, det brød jeg skulle til at spise det var varmt - men det mente jeg ikke. Det var bomben, det var dråben der fik bæret til at flyde over. Jeg kunne simpelhent ikke holde facaden oppe længere, jeg måtte græde. Jeg måtte komme af med den tunge byrde jeg bar rundt på. Nu kunne jeg ikke længere. Det skulle være slut med at være den glade, smilende Sara der bare tog livet med et smil, selvom at var en kamp.
Jeg ville hjem til mine forældre. Jeg kunne ikke overskue det mere. Og når jeg skriver "det", så ved jeg ikke hvad "det" er. Jeg syntes pludselig at, alt i lejligheden var grimt, ulækkert og slet ikke mig. Jeg syntes pludselig fra det ene øjeblik til det andet at, jeg ikke var god nok til min kæreste. Jeg syntes pludselig at, alt kunne være ligemeget her. De mennesker jeg har mødt, efter jeg flyttede herned, de blev pludselig ligegyldige for mig. De valg jeg har taget mens jeg har boet her, blev pludselig forkerte. Jeg følte pludselig at, ingen kunne lide mig. Ingen vil ha en som dig Sara, det var hvad jeg tænkte. Hvorfor skulle folk gide dig, når du ikke selv gider? Hvorfor skulle folk gide at være sammen med dig, når du ikke selv føler du har noget at gi' videre til dem.
Jeg har taget en stor beslutning i mit liv. Endnu et valg, jeg ikke føler mig sikker på, men samtidig heller ikke et valg som jeg føler mig usikker på. Men det er et valg der giver mig et sus i maven, et lille smil på mine læber og som tører bare lidt at tårerne væk.
Jeg vil ikke være pædagog.
En gang imellem er det godt at kunne være skuespiller og en gang imellem er det bedst at kunne lade være !! Når nok er nok og skuespillerens ballon taber luften er det super vigtigt at finde et sted, et sted hvor tryghed går frem for alt. Jeg ved du har det sted hvor du kan sejle i havn når skuden vipper for meget og det er mange gange vigtigere end alt andet når behovet er der. Mange tror at de ved hvad DU skal og DU kan - men frem for alt er det dine behov der er vigtigere end hvad ANDRE ved du skal og kan. Husk vi er mange er holder af dig og elsker dig for .........ikke hvad du er men den du er. Du skal passe på dig selv - selv om jeg har sagt det mange gange og godt ved at det er virkeligt svært for dig at for tingene ud af kroppen mange gange, så kan du godt når det virkeligt gælder.
SvarSlet